4. UGE (3+0)

4. Uge, 1. trimester

3+0 Du er nu ca. 7,5 % henne i din graviditet.
Befrugtningen

Fosteranlægget

Din celle, ca. 0,5 cm i diameter – blastocysten- udvikler sig med stor hastighed og deler sig fortsat og består på 11. dagen af ca. 2000 celler! En del af disse lægger sig i den ene del af blastocysten og danner det man kalder for “kimskiven” og er det der bliver til fosteret. Det er foldet sammen til et lille rør (neuralrøret) og ligner et lille C. Det bliver senere til rygsøjle og kranie. En anden del udvikler sig til moderkage og fosterhinder. Dannelsen af navlestrengen begynder så den kan transportere blod med ilt og næringsstoffer fra moderkagen over i det, der er begyndelsen på fosteret.
For at næste menstruation ikke går igang og udstøder det befrugtede æg, danner cellerne nu det hormon som hedder Humant Chorion Gonadotropin også kaldet HCG. Det giver besked til det gule legeme om at fortsætte produktionene af progesteron indtil moderkagen nogle uger senere selv kan danne produktionen heraf.
Der arbejdes især på nervesystemet og vigtige organer som lunger, tarmkanal og hjerte. 40 små sæt musker og 33 primitive ryghvirvler er ved at blive dannet. I ansigtet bliver panden og noget der senere bliver til mund dannet.
Barnet kaldes på dette stadie et “embryo” og er på dette tidspunkt ca. 0,5 mm stort.

Tvillinger

Tveæggede tvillinger: 2 modne æg har løsrevet sig og er blevet befrugtet med 1 sædcelle hver.
Enæggede tvillinger: 1 modent æg har løsrevet sig og er blvet befrugtet med 1 sædcelle, hvorefter det deler sig inden 14 dage – til 2 fostre.

Dig og din krop

Nogle kvinder kan få en lille blødning når ægget sætter sig fast i livmoderen. Det kaldes for “implantationsblødning” og er helt normalt. Det kan for nogle kvinder mærkes som en lille krampe og tager du temperaturen vil det kunne måles med et ganske let temperaturfald.
Desværre er det kun ca. 40-50 % af disse små befrugtede æg som når at sætte sig fast i livmoderen, og mange kvinder når slet ikke at opdage at de er gravide, før de får deres næste menstruation.

Graviditetssymptomer

Hormonerne raser i din krop for at udvikle dig og dit lille fosteranlæg. Du ved sikkert endnu ikke at du er gravid, men allerede her er der nogle kvinder som kan mærke forandringerne kroppen.
  • Brystspænding, evt. farveændring og følsomhed i brystvorterne
  • Hyppig vandladning (kan evt. skyldes en blærebetændelse)
  • Murren i underlivet, som også kaldes for ligamentsmerter og betyder at dine ledbånd i underlivet er begyndt at give sig og vokse
  • Træthed, måske har du allerede brug for et lille hvil hen på dagen?
  • Morgenkvalme
  • Kan dufte, smage og lugte anderledes
  • Hovedpine, oppustethed og humørsvingninger
  • Halsbrand, forøget tørst og sult
Nogle kvinder kan ingenting mærke, hvilket er yderst normalt.Nogle kvinder oplever endda en lille blødning da HCG-niveauet i kroppen måske endnu ikke er højt nok til at holde en blødning tilbage. Det kan derfor sagtens være at du er gravid selvom du får en blødning.

Din livmoder

Din livmoder er nu på størrelse med en lille pære,- og vejer ca. 50-100 g. Den begynder nu at vokse og blive blødere, og når den gør det vil du måske kunne mærke det som små kramper. Det er ligamenterne rundt om livmoderen som giver sig. I livmoderhalsen dannes der en slimprop som er med til at beskytte dit foster mod infektioner udefra.

Gravid?

Er du gravid? Du kan enten tage en graviditetstest som du selv køber eller få foretaget en blodprøve hos lægen. Begge måler HCG-niveauet som gerne skulle stige. Testen har størst nøjagtighed når din menstruation er udeblevet, ca. 14 dage efter ægløsning, da HCG niveauet kan være misvisende.

 

uge 5

 

Gode råd:
1. Skriv din menstruationscyklus ned i en kalender, da det er fra din sidste menstruationsdags 1. dag at din termin (forventet fødselstidspunkt) vil blive beregnet fra. 
2. Begynd allerede nu at indtage folinsyre 400 mikrogram dagligt. (Tages fra ca. 1 md. før undfangelse til og med 12. graviditetsuge.) Folinsyre tages for at undgå at føde et barn med rygmarvsbrok). 
3. Undgå tobak, passiv rygning, alkohol, medicin og stress 
4. Læs om Sundhedsstyrelsens anbefalinger
NB! Oplysningerne er vejledende og forskellig fra kvinde til kvinde. De viser hvordan en graviditet kan forløbe. Er du i tvivl eller nervøs for noget vedr. dig og din krop eller har du spørgsmål er det vigtigt at kontakte din egen læge eller jordemoder.