8. UGE (7+0)

8. Uge, 1. trimester

7+0 Du er nu ca. 17,5 % henne i din graviditet.

Embryoet

Embryoet begynder at rette sig mere ud og vokser hurtigt. Det er nu ca. 10.000 gange så stort som da det blev dannet. Graviditetssækken er fra ca. 2mm til 7 mm. og embryoet er ca. 1 til 1,7 cm. langt og vejer ca. 2 g.
Øjnene begynder at få farve. De er halvt lukkede men om få dage vil de lukke sig og først åbnes igen i 7. måned. Næse og næsetip bliver mere tydelig. Øverste og nederste kæbe bliver forenet og munden dannes.
Skelettet som endnu er af brusk bliver dannet.
I hjernen kan man nu ane hjernestammen, og lugtesansen dannes.
Hjertet har nu sin endelige form.
Tarmene er nu så lange at de poser ud foran på maven.

Din krop og dig

Livmoderen er på størrelse med en clementin. Du føler dig måske lidt oppustet og må løsne bukserne lidt. Taljen begynder at forsvinde.
Rigtig mange oplever nu kvalme. Nogle får den aldrig, og nogen har allerede været plaget af den i et stykke tid.
Måske får du nye mærkelige madvaner som du ikke har haft før? Syltede agurker, asier eller noget helt andet?
Kan du pludselig ikke udstå din yndlingsparfume, lugten af løg eller røg? Det er helt normalt at din duftesans bliver skærpet og ændret i graviditeten, – det forsvinder igen. Nogen gange allerede efter 1 uges tid.
Hormoner gør at dit hår måske fedter mere end normalt.
Mere lyst til sex, – eller måske slet ingen lyst? Nogle oplever at det svinger i løbet af graviditeten, og forandrer sig igen når de har født.
Nogle kvinder begynder nu at bløde under samleje pga. at slimhinden er påvirket af de mange hormoner. Denne form for blødning kaldes kontaktblødning.
Du kan få øget udflåd og det er helt normalt. Hvis det begynder at klø, svie eller lugte er det en god ide at kontakte lægen, da det kan være tegn på svamp. Mange gravide døjer med svampe-infektion i skeden. Drop evt. sæben forneden da det kan forstyrre din PH-balance.
Mange oplever i de første uger af deres graviditet en lille blødning. Og ca. 25 % oplever det i løbet af deres graviditet. Ofte betyder det ingenting, men da det kan være tegn på abort er det vigtigt at henvende sig til lægen og få en ultralydsscanning. Mange oplever at selv ved kraftig blødning at graviditeten stadig fortsætter.

 

Uge 6

Gode råd:
1. Indtag folinsyre 400 mikrogram dagligt. (Tages fra ca. 1 md. før undfangelse til og med 12. graviditetsuge.) Folinsyre tages for at undgå at føde et barn med rygmarvsbrok).
2. Det er godt at indtage en vitaminpille dagligt, som giver dig et tilskud af vitaminer og mineraler under graviditeten. Spørg evt. på apoteket om hvilket præarat.
3. Undgå tobak, passiv rygning, alkohol, medicin og stress
5. Husk at lytte til din krop og brug din sunde fornuft!
NB! Oplysningerne er vejledende og forskellig fra kvinde til kvinde. Alle kvinder og graviditeter er forskellige også indvendigt. De viser hvordan en graviditet kan forløbe. Er du i tvivl eller nervøs for noget vedr. dig og din krop eller har du spørgsmål er det vigtigt at kontakte din egen læge eller jordemoder.