Rejs med baby

Gravid og rejse / Rejs med baby (spædbarn)

Har du lyst eller brug for at komme ud og rejse under din graviditet, er der nogle ting du skal tænke på og have undersøgt inden du tager afsted. Hvornår i graviditeten må du rejse? og må du flyve imens du er gravid? Kan man sige gravid og flyvning i sammen sætning uden at få stress?

Planlægning

Som førstegangs gravid kan det være svært at vide på forhånd hvordan en graviditet forløber fra Uge 1 til de 9 månder er gået. Selv som flergangsfødende er det umuligt at sige på forhånd hvordan graviditeten forløber, idet alle graviditeter er forskellige og ikke til at spå om. Der er dog nogle ting du kan tage op til vurdering når du planlægger at rejse.

Alt efter hvorhen, hvordan og hvornår du skal rejse skal du have tjek på at du er sund og rask, og at du og din baby er sikret på alle måder.

Hvor skal du hen? Skal du en tur til Hamborg eller drømmer du om en dykkertur ved Det røde hav? Storbyferie eller trekkingferie? Der er mange varianter at rejse på, og forskellige niveauer af stress/krav en rejse kan udsætte dig for mens du er gravid.

Hvornår i terminen skal du rejse? Du kan godt flyve mens du er gravid, hvis du har en ukompliceret graviditet. Efter 36. uge er det ikke længere muligt at flyve, da ingen luftfartsselskaber vil tage ansvaret for, hvis noget skulle gå galt eller du skulle gå i fødsel. Skal rejsen foregå i starten af din graviditet hvor chancen for at abortere er større, skal du sikre dig at du rejser på en forsvarlig måde hvor du mindsker risikoen for abort. I starten og slutningen af din graviditet er der størst risiko for at du døjer med graviditetsgener som fx. træthed, kvalme, bækkenproblemer, rygproblemer og andre gener som er forskellig fra kvinde til kvinde og graviditet til graviditet. For de fleste kvinder er det være bedst at rejse efter de første 3 måneder er gået og indtil 36. uge.

Hvis du er usikker kan du altid vælge en kør-selv ferie. Her kan vi anbefale at søge efter et billigt sommerhus på Sommerferie.NU. Har kan du finde børnevenlige sommerhuse i Danmark eller villaer hvis i vil længere sydpå.

Vaccinationer?
Kan man blive vaccineret når man er gravid? Det bedste er at undgå al unødig medicin og vaccination mens du er gravid. På Rejsedoktor.dk eller Vaccination.dk, kan du læse mere om vaccinationer.

Gode råd til rejsen

  • Nedsænk dit stressniveau med god planlægning og kom i god tid
  • Rejs let og tag kun det vigtigste med
  • Husk at du er gravid og at du måske bruger dine ressourcer på dét
  • Sæt selv tempoet så vidt muligt, og sæt det ned
  • Vær fleksibel med dine forventninger
  • Spis let og ofte (hav lidt ekstra med i tilfælde af forsinkelser)
  • Drik rigeligt med vand
  • Sørg for at strække benene og gå rundt indimellem og lav venepumpeøvelser så du ikke får kramper i benene
  • Tag støttestrømperne på om morgenen mens du stadig ligger ned (inden væsken tager til) for at undgå blodpropper under rejsen
  • Husk gode, flade gå-sko
  • Brug bomuldsundertøj i fugtigt klima for at undgå svampeinfektion
  • Vælg sikre aktiviteter
  • Sørg for ved enhver lægekontakt at informere om at du er gravid
  • Tjek hvor du kan komme til læge og find evt. kontaktinfo inden du tager afsted
  • Undgå så vidt muligt at rejse til steder hvor du skal vaccineres
  • Undgå at rejse i store højder
  • Undgå at rejse i områder med malaria
  • Undgå at rejse i områder med insekt- og fødeoverførte sygdomme
  • Undgå at rejse alene

Gode råd til flyrejsen

  • Har du problemer med vand i benene, kan støttestrømper være en god ide at tage med. De kan muligvis nedsætte risikoen for at få venethromboser, som er små blodpropper der opstår pga. at det iltede blod i venerene ikke kan føres tilbage til hjertet. Det kan være dødeligt i værste fald og kan opstå, hvis man som gravid transporteres i over 4 timer. De kan bl.a. købes på apoteket.
  • Sikkerhedsbæltet må ikke spændes over maven men over benene eller lavt over bækkenet
  • Tjek hos flyselskabet hvilke regler der er for flyvning mens du er gravid
  • Undersøg hvordan du er sikret under rejse og transport når du er gravid, du skal regne med at der er andre regler når du er gravid.

Læs mere om rejser under graviditet på Rejser.net

Tjek med din læge/jordemoder inden du rejser – og medbring din vandrejournal!

Rejs med baby (spædbarn)

Inden du vælger at rejse med dit spædbarn er det vigtigt, at du konsulterer dig med din læge eller jordemoder om både dit og din babys helbred. En fødsel tager forskelligt på kvinder og spædbørn reagerer forskelligt på deres nye liv, så sørg for at få et “Go” inden du tager afsted.

Din lyst til at rejse og din erfaring med at rejse, bliver stillet på prøve når du skal finde ud af, hvor din rejse skal gå hen med et lille spædbarn. Du kan igennem din graviditet have ændret dig, – dit syn på verden, kropsligt og dine behov er måske blevet anderledes. Nu har du et lille spædbarn du skal tage vare på og måske er det nogle andre ting som skal til end hidtil.

Din krop kan have forandret sig og kan måske være lidt medtaget efter fødslen. Der går ca. 2 måneder før du må bade i havet og i swimmingpool p.g.a. bakterier, og det kan være hårdt at holde ferie i et varmt land uden at måtte bade. Desuden kan strandlivet være en udfordring med så lille en baby hvis det er et meget varmt land.

Når destination for rejsemålet er fundet, kan det være en god ide at undersøge om rejsemålet lever op til de behov i har som en familie med et lille spædbarn. Kan i tale landets sprog – kommunikere med lokalbefolkningen i tilfælde af sygdom eller ulykke og er der læger og hospitalsforhold som lever op til det behov i har for at føle jer trygge? En god ide er at finde telefonnummer og adresse på de instanser som læge og hospitaler, så i føler i er dækket ind hvis uheldet skulle være ude. Evt. medbring en direkte oversættelse af de sætninger der i en presset situation vil kunne skaffe jer den fornødne hjælp.

Transport
Hvert flyselskab har hver deres regelsæt for hvordan de tackler spædbørn under flyvningen. Sørg for at undersøg hvordan DIT flyselskab gør og hvad de kan tilbyde dig og din baby. Der kan være forskel på flyselskaber vedr. billetpriser, sæder, lift og pusleplads. Når flyet lander og letter kan det danne undertryk i babyens ører, hvilket kan være ganske smertefuldt. Ved at amme babyen ved op- og nedture kan det være med til at udligne undertrykket. Hvis du føler dig lidt bekvemt ved at amme offentligt kan du tage et sjal eller sarong med du kan lægge hen over skulderen og barnets hovede, hvilket også kan give barnet ro og tryghed.

Overnatning
I varme lande er det en god ide at finde en overnatning med aircondition. Babyen kan få brug for at køle ned og har bedre af at sove i et køligt rum end i et varmt rum. Hvis babyen bruger sutteflasker er det en god ide at finde et sted hvor i kan koge vand, eller have mulighed for at koge det i et køkken – evt. ude i hotelkøkkenet. En anden god ide er at finde et sted hvor i kan vaske. Stofbleer og beskidt tøj er der af gode grunde ikke uanede mængder af og der går meget til.

Medbring
Pas! Babyen skal have sit eget pas. Sørg for at være i god tid hvis det er i sommerperioden, da der ofte er ventetid. Det tager ca. 14 dage, men kan variere fra sted til sted og hvilken sæson det skal laves i. Se mere om pas til baby på politiets hjemmeside.

I Dk er der strenge regler for tilsætningsstoffer som man må putte i bleer. Det er der ikke nødvendigvis i det land du rejser til. Medbring derfor dine egne bleer efter behov.

En god ide er at tage en dag ud af dig og din babys hverdag og skriv ned af alt hvad i bruger. Det giver en god indikator for hvad du får brug for på rejsen. Tilsæt derefter fx. solcreme, solhat, plastre, nødhjælpsremedier, slynge, babyalarm og aktivitetstæppe (godt at ligge på et hotels gulv).

Baby med på tur
Ammer du dit barn er maden altid lige for. Er du beklemt ved at amme i det offentlige kan du bruge et sjal eller sarong til at dække over fra skulderen og ned, det giver barnet ro og skygge samtidig. Spørg evt. ved de lokale og observér hvordan og hvor de ammer deres babyer. Nogle steder gør de det meget åbenlyst – andre steder søger man lidt væk fra mængden.

Får din baby flaske, kan du ofte få hjælp til at skolde dem fra hotelkøkkener og restauranter. Bor du ikke et sted med microbølgeovn, kan du medbringe en dybkoger hjemmefra til at koge vand med.

Bleskift foregår alle mulige steder. Ofte må du finde et toilet hvor du kan foretage skiftet på gulvet, andre gange er der decideret pladser til at skifte babyer. Spørg dig for, de fleste vil gerne hjælpe dig i situationen. Det er en god ide at medbringe Alco-gel, vaskeservietter og skifteunderlag.

Far, mor og baby
Er i 3 der skal på rejse er i 2 om at tage jer af baby. Det er praktisk og behageligt at der er en til at tage over, mens den anden tager et hvil. Dog kan det være en udfordring, hvis man har været vant til at rejse alene uden børn, at rejse med et nyt lille medlem af familien. De fleste vil tillægge turen filosofien om, at hvis babyen er glad er forældrene også glade. Det er vigtigt som udgangspunkt at være enige om at rejsen bliver anderledes og at man er enige fra starten om at samarbejde hele vejen igennem.

Oplevelser på rejse med baby
Man kan sagtens rejse og opleve en masse sammen med et lille spædbarn! Det er bare på en helt ny måde, og på babyens præmisser. Planlagte ture kan blive ændret i sidste øjeblik og der kan godt gå lang tid imellem badeturene. Der er stor forskel på babyer og derfor også stor forskel på det man kan få ud af at rejse med en baby. Sørg for at find en rytme og sørg for at være tro mod jer selv. Vær ærlige når i snakker om jeres behov og ønsker og sæt ord på hvad der skal til for at netop i får en dejlig tur.

Husk at lav en PLAN B – og husk at ændringer også kan medføre endnu bedre oplevelser end de planlagte 🙂